Gør dine vinduer klar til efteråret
Service
Service
20/09/2020

Gør dine vinduer klar til efteråret
Service
Service
20/09/2020
Kalenderen lyver ikke, efteråret er her. Så er du klar til regn og rusk? Eller rettere er dine vinduer klar? Det virker måske unødvendigt, men med et kritisk blik og en fugtig klud kan du forlænge dine vinduers levetid og samtidig sikre, at de holder bedre på varmen. Læs mere her og få gode råd til et efterårstjek af dine vinduer.
Vedligeholdelse af alu vinduer og plast vinduer er minimal sammenlignet med trævinduer. Overvejer du at udskifte dine vinduer, måske til nogle af et mere vedligeholdelsesfrit materiale?
Det kan betale sig
Det betaler sig at give vinduerne et efterårstjek. Snavs, spindelvæv og insekter koster ikke bare på varmeregningen, men kan også skabe fugt og råd i træet. Derfor er det en god ide at finde spand og klud frem og give vinduerne en omgang, inden vinteren sætter ind. Det lyder måske lidt bøvlet, men det kan hurtigt blive meget mere bøvlet at lade være.Fjern skidt og snavs
Det ser måske ikke ud af meget, men spindelvæv og snavs har det med at snige sig ind i alle kroge og fordybninger, eksempelvis mellem rammer og karme på dine vinduer. I sidste ende kan det forhindre vinduerne i at lukke helt tæt, og så kan varmen sive ud af din bolig. Derudover kan det også blokere det automatiske afløb til vand samt den naturlige ventilation i vinduet. Går det helt galt, kan det ende i råd og svampeangreb i vinduets konstruktion, fordi skidtet suger fugt som en slags fastgroet svamp.Efterårstjek
Måske er du i tvivl om, hvor du skal starte og slutte dit efterårstjek af dine vinduer. Her er en liste, som du med fordel kan følge:- Hængslerne trænger måske til at blive justeret ganske let. Derudover kan du også gå dem efter med en fugtig klud. Ved samme lejlighed bør du også sikre, at vinduernes hængsler og tætningslister slutter helt tæt.
- Tætningslisterne har måske brug for at blive tørret af. Derefter kan du yderligere smøre dem med en silikonespray, så de forbliver smidige og tætte.
- Træværket bør også tjekkes. Vær opmærksom på, at selv små sprækker og revner i malingens overflade kan give ballade på et senere tidspunkt. Derfor er det en god idé at ordne dem med det samme. Her kan der bruges sandpapir og efterfølgende to lag maling – så er det klaret.
- Træ/alu vinduer kræver også vedligeholdelse. Er trævinduerne beklædt med aluminium udvendig, kan de reelt nøjes med en grundig afvaskning. Derudover kan du også behandle den udvendige aluminium med autovoks, således at overfladen bliver mere smudsafvisende, ser pænere ud og holder bedre på farven.



