De gemte billeder bliver til to konkrete forslag

De begynder med den rutine, som hidtil har holdt beslutningen i gang uden at afslutte den: De gemmer billeder på hver sin telefon. Når de sammenligner dem, diskuterer de især farver. Til gengæld får de sjældent undersøgt, om de faktisk kan lide formerne og kompositionen.

Denne gang begrænser de udvalget til ét forslag hver og ser på dem sammen ved spisebordet. De beskriver, hvad øjet følger i billederne: brede, vandrette felter i det ene og mørke, skæve linjer i det andet. Dermed bliver uenigheden mere præcis end blot roligt mod livligt.

Abstrakt kunst behøver ikke forestille en genkendelig genstand. Det er en del af forståelsen af, hvad abstrakt kunst er. Farver, former, linjer og overflade kan derfor få stor betydning for oplevelsen. De forsøger ikke længere at finde en fælles forklaring på motivet, men undersøger, hvilke dele af hvert billede de har lyst til at se på hver dag.

De ender med to reelle kandidater i stedet for en voksende samling løse muligheder. Begge rummer noget, de kan lide, men ingen af forslagene er endnu vurderet dér, hvor billedet skal hænge. De flytter derfor sammenligningen fra spisebordet til sofaen.

Væggen gør det rolige forslag mindre oplagt

Over sofaen ligger en åben hylde tæt på den ene side af væggen. Den har ikke fyldt meget i deres samtaler, men nu opdager de, at dens bøger og småting allerede skaber mange brudte linjer. Det livlige forslag skal derfor ses sammen med mere end en neutral baggrund.

De klipper papir til i de to billeders oplyste ydermål og sætter felterne op med skånsom tape. Papiret viser ikke kunstværkernes udtryk, men gør størrelsen synlig. Det rolige forslag fylder så lidt på væggen, at de får lyst til at supplere med flere billeder.

Det ændrer problemet. Et lille, afdæmpet billede giver ikke nødvendigvis den enkleste væg, hvis det bagefter kræver flere elementer omkring sig. De beslutter at vurdere hele væggen frem for farverne alene og lader papirfelterne blive hængende, mens de overvejer næste skridt.

To muligheder får forskellige følger for stuen

De stiller nu to løsninger op. Enten vælger de det mindre billede med rolige felter og accepterer, at en stor del af væggen forbliver tom. Eller også vælger de det større billede med mørke linjer og fjerner noget af det, der står på hylden.

Den første løsning kræver ingen ændringer i indretningen. Til gengæld oplever de, når de sidder i sofaens modsatte ende, at papirfeltet næsten forsvinder mellem hylden og møblerne. De ønsker netop ét tydeligt billede, så den mulighed opfylder ikke længere deres fælles mål.

Den anden løsning giver billedet mere plads, men kræver, at de flytter ting, de hidtil har betragtet som faste dele af stuen. De tager derfor halvdelen af genstandene ned fra hylden og lægger dem midlertidigt i et skab. Væggen får færre konkurrerende detaljer.

Samtidig skelner de mellem værkets format og dets materiale. Et tryk kan gengive motivet, men ikke nødvendigvis en malet overflades relief eller glans. Da deres interesse især gælder linjerne og størrelsen, holder de sig til et tryk og lader være med at betale for overfladevirkninger, de ikke efterspørger.

De vælger billedet og giver det plads

Før bestillingen mangler to forhold at blive afklaret. De sammenholder de oplyste mål inklusive ramme med papirfeltet, så det færdige billede ikke kommer tættere på hylden end planlagt. Derefter læser de returvilkårene, fordi en skærm ikke kan vise farverne præcist i deres stue.

Målene passer til den plads, de har afsat, og returmuligheden giver dem mulighed for at vurdere billedet hjemme inden for de angivne vilkår. De bestiller det større tryk med mørke linjer. Samtidig beslutter de, at de fjernede genstande ikke skal tilbage på hylden.

Valget løser deres oprindelige uenighed ved at ændre mere end billedet. Den ene får det markante udtryk, mens den anden får en væg med færre små elementer. Roen skal ikke længere komme fra motivet alene, men også fra pladsen omkring det.

Det ophængte billede afslutter søgningen

Da trykket er fremme, stiller de det først sikkert op ad væggen og ser det i dagslys og med stuens lamper tændt. De vurderer især, om de mørke partier stadig viser de detaljer, de valgte billedet for. Farverne behøver ikke svare nøjagtigt til skærmbilledet, men udtrykket skal fungere i rummet.

De beholder trykket og hænger det op efter rammens anvisninger med beslag, der passer til væggen og vægten. Placeringen følger papirprøven. Hylden forbliver mindre fyldt, og de gemte alternativer på telefonerne bliver slettet, så søgningen ikke fortsætter af vane.

I den daglige brug bliver billedet set fra sofaen og på vej gennem stuen, ikke kun tæt på som under udvælgelsen. Når hylden skal støves af, holder de den fri for nye småting. Dermed bevarer de den plads, som gjorde det muligt at vælge det mere markante billede.